Torsdag den 07. sept. afholdt Fjordager Erhvervs Klub et vellykket arrangement i F.I.F.Hytten på Østbirkvej i Seden med 22 deltagere, og hvor Karin og Søren fra Ide-Sign i Seden stod for den kulinariske oplevelse og et spændende foredrag om deres virksomhed.
Måske var du blandt deltagerne og måske var du af forskellige årsager forhindret i at deltage.
Men de tilstedeværende fik en god oplevelse. Karin og Søren fortalte om deres interesse for mad, og deres mange oplevelser ved deltagelse i mange konkurrencer. Det var spændende, og det var maden de havde tilberedt også.
Lige så spændende var det at høre deres fortælling om, hvordan en uddannet tømrer og en pædagogmedhjælper fatter interesse for det grafiske område, og har etableret deres egen virksomhed i 1991, og som nu er en særdeles god og kendt virksomhed beliggende i Seden.
Efterfølgende var der under kaffe/the kage-arrangementet en rigtig god debat om fremtidige muligheder for Fjordager Erhvervs Klub, og om de tiltag der sammen med Fjordager I. F. tiltag, vil gøre det mere attraktivt for områdets beboere og erhvervsliv.
Sådan er der mange gode oplevelser i Fjordager Erhvervs Klub. Det næste spændende arrangement er generalforsamlingen på Møllekroen den 26. okt. 2023 kl. 18.00.
Aftenen begynder med generalforsamlingen, og umiddelbart herefter serveres Møllekroens lækre mad.
Kl. ca. 20.00 får vi besøg af Rådmand Tim Vermund, der vil foredrage over emnet klima og miljø i vores kommune.
Aftenen afsluttes med dessert og kaffe/the.
Invitationer til arrangementet udsendes ca. 01. okt. 2023, og hurtig tilmelding vil være en god ide, da der er et begrænset antal pladser.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen